Da vi ankom til Puno fandt vi ud af at der åbenbart var karneval. Der var en god stemning i byen, så vi slog os ned hos en flok lokale unge, som morede sig over mit navn, Mia, som betyder “min” på spansk. Hver gang en af fyrene spurgte: “Eres Mia?” (Er du min?) blev jeg jo nødt til at svare ja. Det var dagens joke.
Derefter gik turen tilbage til vores ø, hvor pigen ihærdigt prøvede at overtale hendes fætter til at komme med i båden. Jeg tror hun synes det var ret kedeligt at ro rundt med os to turister. Så efter lang tids overtalen hoppede hendes fætter og hans lillebror med i båden. De bestemte sig for at vi skulle ud og bade, hvilket passede os fint da solen bagte. Da vi skulle bade tog jeg mine bukser af, og til mit mareridt råbte pigen “MUY BLANCO MUY BLANCO” også grinede hun.
Pigen fortalte os at vandet i titicacasøen er helende. Hendes onkler var engang dødeligt syg, men efter at han havde været i søen var han helt rask. Hun havde flere af den slags historier.
Vi hoppede i det helende vand, og det var RET koldt.
Da vi kom tilbage lagde vi os i solen ved vores hytte og fik varmen.
Vi skulle egentlig sejle hjem med det firma der sejlede os derud, men det kostede 20 sole pr person. Vi fik i stedet for den lokale købmanden ,der alligevel skulle ind til byen for at handle, til at tage os med. Det kostede os 10 sole i alt. Da vi kom tilbage til Puno, tog vi den første bus til La Paz. Det gik som det skulle ved grænsen og det var alt i alt en virkelig god tur!