Titicaca, sivoen Kamisaraki

Lørdag morgen tog mig og Sofie en bus til Punu i Peru. Vi gjorde det for at få vores visum fornyet, og det endte med at blive en rigtig god tur trods minimal planlægning. Puno ligger ned til Titicacasøen, som er en stor sø der ligger mellem Bolivia og Peru.

Da vi ankom til Puno fandt vi ud af at der åbenbart var karneval. Der var en god stemning i byen, så vi slog os ned hos en flok lokale unge, som morede sig over mit navn, Mia, som betyder “min” på spansk. Hver gang en af fyrene spurgte: “Eres Mia?” (Er du min?) blev jeg jo nødt til at svare ja. Det var dagens joke.

Dagen efter valgte vi at tage en båd til Kamisaraki, en lille kunstig ø af siv. Her overnattede vi i en lille hytte af siv. I området var der 43 andre øer, alle sammen af siv. Som små flydende byer.

Da vi ankom til øen var der regnvejr, men efter en times tid kom solen frem og der var fantastisk vejr. Så vi hyrede en pige til at sejle os rundt på Titicacasøen.

Vi sejlede først hen til en ø, hvor vi kunne se at der var en masse unge der spillede volleyball. Da vi kom hen på øen spurgte de om vi ville spille med, og det var rigtig hyggeligt. Det var bare lidt pinligt, for mig og Sofies finmotorik ikke er så veludviklet, så bolden endte ret ofte i vandet. Det var til vores forsvar en lille ø…

Derefter gik turen tilbage til vores ø, hvor pigen ihærdigt prøvede at overtale hendes fætter til at komme med i båden. Jeg tror hun synes det var ret kedeligt at ro rundt med os to turister. Så efter lang tids overtalen hoppede hendes fætter og hans lillebror med i båden. De bestemte sig for at vi skulle ud og bade, hvilket passede os fint da solen bagte. Da vi skulle bade tog jeg mine bukser af, og til mit mareridt råbte pigen “MUY BLANCO MUY BLANCO” også grinede hun.

Pigen fortalte os at vandet i titicacasøen er helende. Hendes onkler var engang dødeligt syg, men efter at han havde været i søen var han helt rask. Hun havde flere af den slags historier.

Vi hoppede i det helende vand, og det var RET koldt.

Vi fik også at mærke hvordan det var at blive fotograferet af turister. På vejen tilbage i vores lille båd sejlede en kæmpe yacht forbi os fyldt (hvad vi formoder er amerikanere) med turister som tog en masse billeder af os. Vi følte os lidt lokale :)

Da vi kom tilbage lagde vi os i solen ved vores hytte og fik varmen.

Der var bare så idyllisk og fredeligt. På øen var der en hund (som elskede at jage kattene i vandet), katte, gæs, ænder, høns, marsvin (madmarsvin) og kalkuner. Der var også killinger, men vi erfarede at det var ikke alle der fik lov til at leve.

Vi skulle egentlig sejle hjem med det firma der sejlede os derud, men det kostede 20 sole pr person. Vi fik i stedet for den lokale købmanden ,der alligevel skulle ind til byen for at handle, til at tage os med. Det kostede os 10 sole i alt. Da vi kom tilbage til Puno, tog vi den første bus til La Paz. Det gik som det skulle ved grænsen og det var alt i alt en virkelig god tur!

Jeg tager en bus i aften klokken 20:00 ogsaa ender jeg i Villa Tunari i morgen formiddag klokken 11.. jeg ved ikke om der er tilgaengeligt internet, saa det kan vaere der gaar noget tid foer jeg skriver igen..